Dag 2 til DM i Skills 2023: Lettede frisører og travle konkurrencedeltagere

 

Førstedagens nervøsitet havde for de fleste elever lagt sig, da de endnu en gang skulle indfinde sig til DM i Skills 2023 i MESSE C i Fredericia. Men for kosmetikereleverne Celina Bjerring Bang og Sophia Munk Nielsen var det faktisk deres første konkurrencedag, og på programmet stod manicure samt vipper og bryn. I morgen venter en makeup-opgave, hvor temaet er eventyr. 

Lettelsen var også stor hos frisøreleverne Gry Zenia Madsen og Nynne Harrig Mogensbæk, da de fredag kunne sætte flueben ved dette års fire Skills-opgaver. 

- Det er mega fedt at se alle ens resultater og det hele samlet, lød det fra Gry Zenia Madsen, kort efter hun havde afleveret den sidste opgave som var en brudeopsætning. 

- Det har været tidspresset, men nu er vi kommet i mål, og det er bare dejligt, sagde Nynne Harris Mogensbæk, som nu kan bruge ventetiden på morgendagens afslutningsceremoni på at følge med hos de andre konkurrencefag. 

Erfaren tjenerelev var på banen

Fredag var for vores to tjenerelever Josephine Frøkjær-Jensen og Sarah Karlsen også en rimelig spændende dag. Josephine Frøkjær-Jensen havde første konkurrencedag, og selvom hun havde erfaring med fra sidste års Skills i Høng, var hun spændt. Efter at tjenereleverne havde kørt deres sidste service, var det tid til at finde finalisterne, som gik videre til lørdagens konkurrence. Desværre blev det ikke til en finaleplads til tjenereleverne fra TECHCOLLEGE.

Rundt omkring på de andre konkurrencestande arbejdede TECHCOLLEGE-eleverne hårdt for at være godt med i feltet og få styr på lækre detaljer.

Nu tripper vi i spænding for at finde ud af præcist, hvor mange guldmedaljer Team TECHCOLLEGE hiver med hjem i morgen, når det hele bliver afgjort til afslutningsceremonien. 

 

Seneste nyheder

Techcollege har iværksat samarbejde med Nordjyllands Politi på baggrund af trussel

05-12-2024

Byggeriets Faglærerpris 2024 går til vores engagerede faglærer-team på EUD 8/9

26-11-2024

Techcollege modtager donation på 108 mio. kr.

21-11-2024

Vis flere