Danmark vinder VM guld i håndværksfag i 13 år

 

WorldSkills 2024 i Lyon er overstået, og det var et rørende øjeblik, da fagatleten Kristian Bak Hansen vandt guld i faget flisemurer, mens Birgitte Brunsgaard Jacobsen fik en bronzemedalje i faget landbrugsmaskinmekaniker. Herudover fik Danmark 9 Medallions For Excellence med hjem.

Techcollege stillede op med tre fagatleter, personvognsmekaniker Magnus Skov Nielsen, lastvognsmekaniker Tobias Kjærgaard Madsen og industritekniker Oscar Dahl Nielsen.

Personvognsmekaniker Magnus Skov Nielsen fik en Medallion For Excellence, hvilket betyder, at han opnåede over 700 point ud af 800 mulige point. Det betyder, at Magnus er verdens 5. bedste personsvognsmekaniker. Magnus var oppe i mod 35 andre deltagere, og det viser jo bare, at vores elever har skills i verdensklasse. Stort tillykke til Magnus, og ikke mindst This Auto, som Magnus arbejder for, og som selv havde kørt den lange tur til Lyon for at støtte op omkring Magnus.

Det blev desværre ikke til en medalje for Tobias i år, men han gjorde det sindssygt godt. Oscar fik desværre heller ikke en podieplads, men han fik en medalje for teamøvelsen, hvor de skulle bygge en raket. Det har været en kæmpe oplevelse at være med til WorldSkills, vi er enormt stolte af jer, og er fuldstændig blæst bag over af den store faglighed, som fagatleterne har vist ved konkurrencerne.

De flotte resultater betyder, at Danmark fik en flot 14. plads ud af de 70. deltagende lande.

Stolte faglærere, coaches og landstrænere med flere

Vi har fået så mange positive tilkendegivelser fra MAN Nordjylland, hvor Tobias er i lære, og Nordturn Maskinfabrik, hvor Oscar er ansat. De er så stolte af Tobias’ og Oscars bedrifter, og både direktør Lasse Gadensgaard fra Nordturn Maskinfabrik og Morten Sørup, værkstedschef fra Man Nordjylland, var med i Lyon for at yde deres støtte og klappe de seje fagatleter ud ved de sidste konkurrencer.  

At være med til WorldSkills er en kæmpe oplevelse for de elever, som bliver udvalgt til at deltage. Dét at have oplevet Skillslandsholdet på tæt hold, og set, hvordan trænerne og teamledere har hjulpet og coachet eleverne til at gøre deres bedste, har været ubeskriveligt. SkillsDanmark har formået at rykke alle deltagere til deres fulde potentiale, og det siger ikke så lidt. Kæmpe ros og skulderklap til SkillsDanmark, som har eksponeret erhvervsuddannelserne på en utrolig flot og positiv måde.

På Techcollege har vi haft faglærer Rikke Fredberg Iversen med som landstræner for bygningsmalerne, og vi har også haft bygningsmaler Lone Børresen med, som deltog i DM i Skills i foråret 2024. Hér fik Lone en flot 2. plads, og Lone var under WorldSkills reserve (assistent landstræner), og havde til opgave at få et overblik og læring over, hvordan en VM konkurrence ser ud. Lone håber, at hun bliver indstillet til at deltage i Euroskills i Herning i 2025. Lones læreplads, Malerfirmaet Gadegaard, bakker hende fuldt op, så vi krydser fingre for, at Lone bliver valgt til at deltage i Euroskills 2025 i Herning.  

Oscars faglærer, True Tylak var med i Lyon, og det samme var Magnus’ faglærer Jørgen Berthelsen. Tobias havde mekanikersvend Torben Dahl og faglærer, Aksel Lyng Thørholm med. Ud over opbakningen fra faglærere og svend, så var der stor opbakning fra alle tre fagatleters familie. Det var rørende.   

Nu ser vi frem mod Euroskills 2025 i Herning.  Vi glæder os allerede.

Hvis du har lyst til at se, hvordan de fire konkurrencedage i Lyon forløb, kan du hoppe ind på Techcolleges Instagram og kigge med under højdepunktet ”WorldSkills 24”.

Du kan også se hele afslutningsceremonien fra Groupama Stadion i Lyon i YouTube-videoen herunder.

 

Seneste nyheder

Techcollege har iværksat samarbejde med Nordjyllands Politi på baggrund af trussel

05-12-2024

Byggeriets Faglærerpris 2024 går til vores engagerede faglærer-team på EUD 8/9

26-11-2024

Techcollege modtager donation på 108 mio. kr.

21-11-2024

Vis flere