Første dag til DM i Skills er nu ved at gå på hæld. De fleste har lagt værktøjet eller redskaberne fra sig og lader nu op til i morgen, fredag, hvor det igen går løs.
Faktisk var det for mange af deltagerne ikke første dag, da mange var til stede i Bella Center allerede i går, onsdag, for at sætte stande op og gøre klar - enkelte fag begyndte endda allerede på deres konkurrencer i går.
For andre er DM i Skills ikke HELT gået i gang endnu, da de første skal i vælten fredag. Det gælder for eksempel kosmetikerne, der deler stand med frisørerne.
Det er ellers ikke fordi, der mangler plads i Bella Center. Tværtimod kan man faktisk godt lidt gå og føle, at man er faret vild. Heldigvis er skiltningen udemærket og så længe man holder sig inden for udgangene, så er der da i hvert fald altid noget spændende at se på - selv hvis man lidt har mistet overblikket over, hvor langt man er nået rundt.
Og der er meget at nå rundt om - og det er med at holde tungen lige i munden, hvis man gerne vil opleve lidt af det hele. Som beskrevet lige før, så går kosmetikerne først i gang fredag - og til den tid er frisørerne allerede færdige.
Andre steder er det med at være til stede på rette sted og rette tid. Receptionisterne er for eksempel på scenen i 5-10 minutter ad gangen - og der går gerne timer imellem. Så det gælder om at holde sig til.
Andre steder er det koncentreret arbejde fra morgen til aften. Og så kan man jo spørge sig selv, om man helst vil holde sig i gang og fokusere på det, man er i gang med - eller man hellere vil have lidt pauser, hvor man til gengæld kan gå og bygge en helt utrolig mængde nervøsitet op?
Én ting er i hvert fald sikkert. Vi er kun lige begyndt, og fredag bliver uden tvivl endnu en fantastisk sjov - og travl - dag.
I galleriet herunder kan du se lidt billeder af TECHCOLLLEGE's deltagere fra den første dag her til DM i Skills samt et par stemningsbilleder.