DM i Skills 2022 - første dag vel overstået

 

Som alle andre dage kom og gik 28. april 2022. Men den var alligevel ulig de fleste dage.
Torsdagen var nemlig første (officielle) dag ved DM i Skills 2022, og det betød, at TECHCOLLEGEs 24 deltagere skulle i ilden.
Hov hov, 24? Har I ikke skrevet 23 hele tiden?
Jo, men sådan går det, når man ikke er opmærksom på, at der er sket en tilføjelse.

24 elever i ilden er i øvrigt ikke helt korrekt, for kosmetikernes konkurrence går først i gang fredag.
Hos tjenerne har konkurrencen været i fuld gang hele torsdagen, men her var kun Jasmin Obenheimer Mørch Jensen i vælten torsdag. Fredag er det Josefine Frøjkjær-Jensens tur, og derfor kunne hun blot se til, mens Jasmin gjorde det bedste, hun har lært.

Samme historie var at finde hos gastronomerne, hvor TECHCOLLEGEs bud på Danmarks bedste af slagsen, Stine Hartvig Pedersen, sad over torsdag. I stedet kunne hun bruge dagen på at blive bekendt med omgivelserne, larmen og publikum - og få nerverne lidt ned.
- Jeg havde faktisk tænkt, at det måske var en ulempe først at skulle i gang fredag, fordi jeg ville gå og blive alt for nervøs i løbet af i dag. Men det har nærmest været lige omvendt, og jeg føler lidt, at det har gjort mig mere rolig, fortalte hun, mens hun sirligt holdt øje med, om konkurrenterne nu fik afleveret deres retter til tiden.
- Men jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang i morgen. Man går lidt og tripper, når man kan se, hvordan mange af de andre er i gang.

Hos mediegrafikerne var Pernille Holm Mortensen ved godt mod efter første dags strabadser.
- Jeg synes faktisk, det er gået ret godt. Indtil videre føler jeg, at jeg ligger ret godt til - men det er jo virkelig svært at sige, hvordan de andre gør det, og vi er jo slet ikke færdige endnu. Men indtil videre ser det godt ud, synes jeg, fortalte hun, da dagens sidste opgave - at præsentere sit bud på en gentænkning af Tour De Frances grafiske udtryk - var færdig.

Hos receptionisterne var der som altid delt tid mellem teoretiske og vidensbaserede opgaver - såkaldt backoffice - og praktiske opgaver i form af rollespil - såkaldt front office.
Her besvarede Anna Bjerrum Andersen, Gabriella Pedersen og Helene Nolsøe - som i øvrigt er den oversete 24. deltager fra TECHCOLLEGE - på imaginære gæstehenvendelser og ordnede checkins. Ja, altså, hvis ikke de lige stod med store høretelefoner på og ventede på, at det blev deres tur.

I det hele taget syntes der at være en god stemning hele vejen rundt, da torsdagens konkurrencer så småt begyndte at slutte, og nu glæder vi os alle til at komme i gang fredag igen, hvor vi altså også får kosmetikerne, gastronomen og den sidste tjener i aktion.

Husk, at du kan følge med igennem alle tre dage på TECHCOLLEGEs Facebook- og Instagramprofil.

Læs mere om vores deltagere her.

 

Seneste nyheder

Techcollege har iværksat samarbejde med Nordjyllands Politi på baggrund af trussel

05-12-2024

Byggeriets Faglærerpris 2024 går til vores engagerede faglærer-team på EUD 8/9

26-11-2024

Techcollege modtager donation på 108 mio. kr.

21-11-2024

Vis flere