Eksamen hjemme fra stuen

 

Mildt kaotisk og noget af en omvæltning.

Det er sådan, elektrikerelev Chris Larsen beskriver de seneste to uger, hvor han - ligesom alle andre elever på TECHCOLLEGE - har været henvist til at sidde derhjemme og fjernstudere.

- Det er jo ikke lige det, man forbinder med en elektrikeruddannelse. Jeg har aldrig siddet og arbejdet på den måde før, så det har været ret frustrerende ikke at kunne lave noget praktisk, møde alle sine medstuderende og i det hele taget bare komme ud, fortæller Chris Larsen.

Heldigvis for eleverne på elektrikeruddannelsens grundforløb, så nåede de næsten at blive færdige med den praktiske del af forløbet, inden de alle blev sendt hjem til fjernundervisning. Så den første uge hjemme gik med et planlagt teoretisk projekt, hvor eleverne samler op på den viden og læring, de - forhåbentligt - har tillært sig under grundforløbet. Efter planen følges det projekt op af først en skriftlig og siden en mundtlig eksamen. Men ingen vidste helt, hvordan det skulle foregå.

- Først fortalte jeg egentlig eleverne, at vi ville udskyde den mundtlige eksamen, for det plejer jo at foregå ved den praktiske opgave, de har lavet i løbet af deres grundforløb, fortæller faglærer Michael Berg Christensen.

- Men tingene gik pludselig stærkt i starten af denne her uge, efter statsministeren forlængede lukningen af landet. Så måtte vi jo forberede en eksamen alligevel og finde ud af, hvordan i alverden vi kunne strikke det sammen over computeren i stedet for foran elevens stand.

Der blev fundet en censor, der var vant til at arbejde i Microsoft Teams, så eksamen kunne foregå virtuelt. Alligevel måtte der stadig findes et par kreative løsninger.

- Normalt bliver eleverne hørt ved de installationsstande, de laver under det praktiske forløb, men det kunne vi jo ikke rigtigt. Så der blev lagt et billede ind i samtalen af en installation, som vi så kunne spørge ud fra i stedet. Det virkede sådan set meget godt.

I det hele taget har de sidste par uger budt på udfordringer - men ikke noget, der ikke er blevet fundet en løsning på. For eksempel var det ikke alle eleverne, der lige kunne finde ud af at scanne sine filer ind i sidste uges projekt, så det kunne afleveres som en PDF.

- Men så måtte de jo bare tage et billede med deres telefon af deres noter, skitser og så videre. Det har været lidt mere omstændigt at sidde og rette i, men vi må jo klare os med det, vi har at gøre med, i sådan en situation, fortæller Michael Berg Christensen.

Chris Larsen har ikke oplevet nogen problemer med de sidste to ugers forløb, der har været noget anderledes end normalt.

- Det hele har fungeret perfekt, sådan rent teknisk, og det er jo bare de omstændigheder, vi har måtte arbejde under. Men især til den eksamen var det ret underligt, for det bliver meget upersonligt, når man ikke engang kan give censor hånden.

Nu glæder han sig over, at grundforløbet er klaret og bestået. Det ville han nu nok have glædet sig over under alle omstændigheder, men det er ekstra glædeligt nu, hvor situationen er, som den er.

- Søndag rejser jeg til Sjælland med KT Electric, hvor jeg har læreplads. Det bliver virkelig godt at komme ud igen og lave noget andet end at sidde foran en computer. Det er til at blive sindssyg af.

Og så kan vi da lige afslutningsvis bemærke, at alle 13 elever bestod grundforløbet. Så stort tillykke med det.


Seneste nyheder

Techcollege har iværksat samarbejde med Nordjyllands Politi på baggrund af trussel

05-12-2024

Byggeriets Faglærerpris 2024 går til vores engagerede faglærer-team på EUD 8/9

26-11-2024

Techcollege modtager donation på 108 mio. kr.

21-11-2024

Vis flere