Skills-deltagere blev hyldet og fejret

 

Guldvinderne er allerede blevet fejret, men her på TECHCOLLEGE vil vi gerne hylde alle de passionerede unge, der stolt har repræsenteret deres fag - og TECHCOLLEGE - ved DM i Skills.

Derfor var vores 20 Skills-deltagere mandag aften inviteret til en lille sammenkomst i skolens restauranter, hvor selvfølgelig deltagerne selv, men også deres familie og mestre var inviteret med. Nåh ja, og så selvfølgelig de faglærere, der i tiden op mod Skills har lagt en masse tid og energi i at træne de unge.

- DM i Skills er et et vigtigt udstillingsvindue for erhvervsuddannelserne, og der er alt mulig grund til at være stolt af den indsats, I alle har ydet, uanset om I har vundet medaljer eller ej. Bare det at komme i betragtning til Skills kræver, at man både viser evner og flid, lød det fra direktør Søren Samuelsen, da de fremmødte var blevet budt formelt velkommen.
- Uanset om I er mødt tidligt ind for at træne om morgenen eller er blevet om aftenen - ja, eller hvis I har ment, at I kunne nok til, at I ikke rigtigt behøvede at træne - så skal I have en stor tak for, at I på så fin vis viser, hvad erhvervsuddannelserne kan. Og også en stor tak til de faglærere og ledere, der afsætter tid og ressourcer til at træne eleverne og tage med til Skills.

Derudover var der selvfølgelig også en tak til mestrene for at give deltagerne tid og mulighed for at træne til og deltage ved DM i Skills, inden Søren Samuelsen sluttede af med igen at henvende sig direkte til deltagerne. 

- Og så kan I godt glæde jer til at komme ud på et arbejdsmarked, hvor der både er arbejde nok at få og nok endda også en god løn at tjene. For vi kommer til at mangle rigtigt mange faglærte, så der bliver stor rift efter jer og jeres evner. Og når man har deltaget i Skills, så står man med et godt CV, så I går en god fremtid i møde, lød det fra direktøren, inden der blev uddelt buket og gave til de 11 fremmødte deltagere.

Derefter stod den ellers på et par hyggelige timer med lidt at spise, lidt at drikke og en hel masse snakken om Skills.

 

Seneste nyheder

Pressemeddelelse: Ny uddannelse i cybersikkerhed skal styrke virksomhedernes digitale forsvar

27-01-2026

Virksomheder i hele Danmark – og særligt de små og mellemstore virksomheder er i stigende grad truet af cyberangreb. Med lanceringen af en ny erhvervsuddannelse...

Pressemeddelelse: Techcollege modtager 2,9 millioner til grønnere undervisning fra Villum Fonden

21-01-2026

Techcollege har modtaget en bevilling på 2.960.585 kr. fra Villum Fonden til at udvikle og integrere bæredygtighed endnu stærkere i undervisningen...

Pressemeddelelse: AART Architects vinder konkurrence om nyt sammenhængende campus på Techcollege

08-01-2026

Med vinderforslaget Samlingen tager Techcollege et markant skridt mod at skabe et nyt og sammenhængende campusmiljø...

Vis flere