Første ernæringsassistenter klar til at indtage verden

 
Et billede

Alting har en ende og alting har en begyndelse.

Tag nu for eksempel Ivanie Souza Lund, Jan Thorsen og Rasmus Bjerg. De er netop blevet færdige med deres uddannelse som ernæringsassistenter. Men mens det måske nok er enden på deres tid (i hvert fald for nu) på TECHCOLLEGE, så er det samtidigt også en begyndelse.

Selvfølgelig på deres liv som udlærte ernæringsassistenter, men forhåbentligt også på en ny, stolt tradition på TECHCOLLEGE.

Ivanie, Jan og Rasmus er nemlig de første udlærte ernæringsassistenter fra TECHCOLLEGE.

- Det er selvfølgelig lidt specielt. Også fordi der ikke rigtigt er noget forudgående, man kan læne sig op ad. Man ved ikke helt, hvad der bliver lagt vægt på til eksamen, for der er jo ikke nogen at spørge til råds, der har prøvet det før, fortæller Rasmus Bjerg, mens han svinger et viskestykke over en gryde, han lige har vasket op.

Han skæver over mod lokalet for enden af Gastronomisk Teater. Derinde bag glasvæggene sidder Ivanie. Det er umuligt at se på afstand, om hun ser nervøs ud, men det er tydeligt at mærke, at Rasmus er i hvert fald spændt. Om det alene er på egne vegne, eller også på vegne af Ivanie, der er den første af de tre, der er ved at forsvare sin praktiske eksamen, vides ikke.

- Det er underligt. Den skriftlige eksamen havde vi lidt over en uge til, og igen var det virkelig svært, fordi vi var de første, der skulle aflevere. Det gik heldigvis godt, men man er knap nok færdig med den, så i gang med den praktiske, som vi fik to dage til at forberede os på. Det kan lyde som lang tid, men det føles ikke sådan.

Rasmus tørrer videre på sine brugte remedier, mens han igen skæver over mod glasvæggene. Få meter fra ham står de tre elevers serveringer, som underviser og censor har smagt og vurderet, inden eleverne skal forsvare deres menu.

Ivanie kommer ud. Kinderne er godt røde, øjnene tydeligt spændte og armene ryster lidt ned langs siden. Svaret på, hvordan hun føler, det er gået, er en sagte blæselyd ud gennem læberne og et let træk på skuldrene, inden hun uddyber:

- Jeg ved det ikke. Jeg tror, det gik okay. Men...

Trækket på skuldrene bliver større.

- Jeg kunne svare på de ting, de spurgte om. Jeg var også lidt heldig, at jeg trak 'jordbærgrød' som dessert. Det var heldigvis nemt nok, og det kunne have været meget værre.

Rasmus og Jan kommer begge hen. De får samme svar, inden Ivanie bliver kaldt ind igen.

Fem minutter senere kommer hun ud igen. Det nervøse smil er afløst af et større og mere glædespræget.

- 10! siger hun nærmest overstadig ud gennem lukkede tænder.

- Jeg fik 10!

Rasmus og Jan kommer igen hen, ligesom andre elever og undervisere også lige skal høre, hvordan det er gået. Store kram og lykønskninger fylder lokalet. Rasmus er næste mand i den varme stol, inden Jan skal afslutte denne første runde svendeprøver for ernæringsassistenter nogensinde på TECHCOLLEGE.

Heldigvis ender det også godt for både Jan og Rasmus, som begge består eksamen. Efter fredagens dismission kan alle tre elever nu kalde sig for udlærte ernæringsassistenter.

 

Seneste nyheder

Techcollege har iværksat samarbejde med Nordjyllands Politi på baggrund af trussel

05-12-2024

Byggeriets Faglærerpris 2024 går til vores engagerede faglærer-team på EUD 8/9

26-11-2024

Techcollege modtager donation på 108 mio. kr.

21-11-2024

Vis flere