Fra fyring til faglært - og tilbage i arbejde

 

Man kan ikke rigtigt mærke det på dem, som de går rundt og smiler, mens de prøver sig frem med lidt bordpynt i form af bark og blomster, rører en tatar og folder servietter, men Henning Bech Jensen og Helene Bjerrum har været igennem en lidt turbulent tilværelse her under corona-tiden. De gik ind i 2020 med faste stillinger hos Fjord Line, men når der ikke rigtigt kunne komme gæster ombord på selskabets store færger, så var der heller ikke rigtigt brug for bartendere, receptionister, tjenere og så videre.

Men mens en afskedigelse er en trist omstændighed, så blev situationen formildet en smule ved, at Henning og Helene - sammen med en række andre afskedigede Fjord Line-medarbejdere - kom på et skræddersyet kursus her på TECHCOLLEGE med fokus på service og værtskab. Dengang fortalte Henning og Helene, at de håbede på at kunne starte på tjeneruddannelsen efterfølgende. Det kan du se i videoen nederst på siden her, der blev lavet dengang for at fortælle om det skræddersyede kursus.

Nu er Henning og Helene tilbage på TECHCOLLEGE. Ja, det har de sådan set været i et par måneder. Deres håb blev nemlig til virkelighed, og de begyndte - sammen med en lille håndfuld andre tidligere medarbejdere fra Fjord Line - tidligere i år på tjeneruddannelsen. På grund af deres erhvervserfaring tager de uddannelses hovedforløb samlet på 20 uger, hvorfor de altså allerede i juni kan stå med et svendebrev i hånden som nyudlærte tjenere.

- Man må sige, at det sidste år er ikke gået helt, som man havde troet. Først at blive fyret, og så komme på kursus og nu står vi og snart har en uddannelse - det er lidt vildt, lyder det fra Henning Bech Jensen, mens han justerer lidt på dagen opgave; en borddækning, hvor han har valgt 40 års jubilæum for imaginære Birgit som tema.
- Mest for, at jeg havde en undskyldning for at bruge nogle lyserøde blomster, forklarer han sit tema-valg.

Et par borde derfra går Helene rundt om en borddækning klar til en damemiddag klædt i efterårets farver med et par stykker bark i hånden, hun virkelig godt kan lide, men som ikke rigtigt kan passes ind i det sirligt opdækkede bord.
- Det var superstressende ikke at have nogen idé om, hvad fremtiden skulle bringe. Ingen vidste, hvor lang tid corona ville være her, og man følte bare, at man ikke rigtigt kunne gøre noget, fortæller hun om det seneste år.
- Det kunne hurtigt endnu med, at man bare havde spildt et år på ingen - men nu får vi en uddannelse ud af det, og så kan vi komme tilbage på arbejde, hvis det bliver ved med at se godt ud med corona.

Ja, for ikke nok med, at de lige nu arbejder på at få et svendebrev engang i juni, så har de også fået tilbudt job ved Fjord Line igen, nu hvor der er udsigt til, at især Danmark, men også omverdenen åbner mere og mere op igen.
- Det er jo nærmest perfekt. Faktisk blev vi nærmest lidt bekymrede, da de begyndte at åbne Danmark op igen, for hvad nu, hvis vi ikke nåede at blive færdige med uddannelsen, og vores jobs så blev tilbudt til nogle andre, forklarer Helene Bjerrum.
- Men der fik vi heldigvis at vide, at de ville vente på os og selvfølgelig skulle vi gøre uddannelsen færdig, når vi havde en mulighed for det. Så det er helt perfekt.

Nu gælder det altså ‘bare’ om at koncentrere sig om at gøre uddannelsen færdig. Men det kan også være hårdt nok at komprimere en uddannelse, der normalt tager flere år, ned til 20 uger - især når man ikke har været på skolebænken i… et godt stykke tid.
- Man kan da godt mærke, når man har brug for weekend i hvert fald, lyder det med et grin fra Henning Bech Jensen.
- Der er langt mere teori, man skal have styr på, end jeg havde regnet med. Især når det kommer til for eksempel vin - og det fylder jo ret meget på uddannelsen, må man sige. Men det er til gengæld også fedt at få en masse viden omkring det, og det er jo derfor, vi er her.

 

Seneste nyheder

Techcollege har iværksat samarbejde med Nordjyllands Politi på baggrund af trussel

05-12-2024

Byggeriets Faglærerpris 2024 går til vores engagerede faglærer-team på EUD 8/9

26-11-2024

Techcollege modtager donation på 108 mio. kr.

21-11-2024

Vis flere