Fra kemiingeniør over biolog til anlægsgartner

 
Et billede

Da Anders Aagard Nielsen rendte rundt i det sønderjyske og prøvede at finde ud af, hvilken ungdomsuddannelse, han skulle vælge, var det ikke ligefrem fordi, han var 100 procent klar på, hvad han skulle vælge.

- Som 15-årig har du i virkeligheden ikke en jordisk chance for at vide, hvad du vil være resten af dit liv. Det havde jeg da heller ikke, så valget lå ligesom mellem det almene gymnasium og HTX, for det var der, alle klassekammeraterne skulle hen, fortæller Anders i dag.

- Jeg havde fået en idé om, at jeg gerne ville være kemiingeniør, og så var det rigtige valg jo at tage på HTX. Men da jeg var færdig, kom jeg ud med fem idéer om, hvad jeg ville være – og ingen af dem var kemiingeniør.

Anders tumlede frem og tilbage. Der var jo også spørgsmålet, om han skulle blive i det sønderjyske eller tage ud i den stode verden. Eller i hvert fald en anden region…

- Jeg endte med at læse til biolog på Aalborg Universitet, for der var noget ved hele den verden, som interesserede mig. Og det var da interessant nok, men det var alt for teoretisk – og ofte en masse teori, som jeg personligt ikke kunne se meningen med.

- Der var selvfølgelig også praktisk undervisning, men det fyldte slet ikke nok, og jeg ville gerne ud af klasselokalet. Jeg ville egentlig bare gerne bruge mine hænder noget mere.

Anders stoppede på biolog-uddannelsen kort inden de afsluttende eksamener. Derefter startede han med at læse til bioteknolog, men det var en endnu kortere affære. Det var overhovedet ikke, hvad han lige havde regnet med, og derfor måtte han igen i gang med at overveje, hvad tiden så skulle bruges på.

Til sidst faldt valget på anlægsgartneruddannelsen. Det havde en mere … interessant … kombination af teori og praktisk anvendelse.

- Og den teori, der er, det er noget, hvor man aldrig er i tvivl om, hvorfor det rent faktisk er relevant for uddannelsen. Det giver bare mening.

Så nu føler han, at han har fundet sin rette hylde. Men det betyder ikke, at han fortryder vejen dertil. Jo, han kunne da nok godt have undværet tiden på universitetet, hvis det nu skulle være.

- Men de tre år på HTX er jeg stadig glad for, at jeg tog, selvom man kan sige, at jeg ikke på den måde har brug for dem, hvis jeg skal arbejde som anlægsgartner. Men man får jo en masse med udover bare en studentereksamen, uanset om man så går på HTX, HHX eller det almene gymnasium.


Seneste nyheder

Techcollege har iværksat samarbejde med Nordjyllands Politi på baggrund af trussel

05-12-2024

Byggeriets Faglærerpris 2024 går til vores engagerede faglærer-team på EUD 8/9

26-11-2024

Techcollege modtager donation på 108 mio. kr.

21-11-2024

Vis flere