Frisørelever må sætte eget hår

 

Mens de fleste af os nok godt kan forestille os fjernundervisning, når snakken falder på eksempelvis dansk og matematik, så kan det straks være lidt sværere lige at forestille sig, hvordan man klarer de mere praktiske fag på erhvervsuddannelserne i disse dage, hvor der er lukket for fysisk undervisning på landets skoler.

På eksempelvis frisøruddannelsen her på TECHCOLLEGE har de da også været nødt til at tænke kreativt.

- Vi har selvfølgelig noget teori, som eleverne kan selvstudere og aflevere opgaver i, men vi er jo også nødt til at sørge for, at eleverne ikke går helt døde i det teoretiske, fortæller Lone Foged Thomsen, der er faglærer på frisøruddannelsen.

- Vores elever er vant til at lave en masse praktisk, så vi er nødt til at tænke på, at det er en enorm omvæltning for dem pludselig at skulle sidde derhjemme hele dagen og arbejde. Derfor forsøger vi at lave små indspark med praktiske opgaver, som de kan løse hjemmefra, for eksempel styling af eget hår, videoproduktion til Instagram, lakering af negle og andre lignende ting.

Selvom det er en - meget - uvant situation, som både elever og lærere skal navigere i, så er Lone Foged Thomsen dog ganske imponeret over gåpåmodet fra frisøreleverne.

- Eleverne havde fået besked om, at de skulle være klar online 8:15 mandag morgen, og selvom systemet drillede ret meget til at starte med, så sad alle eleverne klar. De har taget rigtigt godt imod de opgaver, vi har givet dem, og de løser dem og afleverer dem, så indtil videre har det været en rigtig positiv oplevelse af en ikke særlig positiv situation, fortæller frisørfaglæreren.

- Selvfølgelig bliver de også frustrerede over hele situationen - det gør vi alle jo, for det er en stressende tid med utroligt mange spørgsmål og usikkerheder. Men de har været positive, imødekommende og opbakkende, og nu er vores fornemmeste opgave at opretholde den gejst og det mod. Vi må bare lægge hjernerne i blød for at finde på nogle flere praktiske opgaver, de kan løse hjemmefra.


Seneste nyheder

Pressemeddelelse: Ny uddannelse i cybersikkerhed skal styrke virksomhedernes digitale forsvar

27-01-2026

Virksomheder i hele Danmark – og særligt de små og mellemstore virksomheder er i stigende grad truet af cyberangreb. Med lanceringen af en ny erhvervsuddannelse...

Pressemeddelelse: Techcollege modtager 2,9 millioner til grønnere undervisning fra Villum Fonden

21-01-2026

Techcollege har modtaget en bevilling på 2.960.585 kr. fra Villum Fonden til at udvikle og integrere bæredygtighed endnu stærkere i undervisningen...

Pressemeddelelse: AART Architects vinder konkurrence om nyt sammenhængende campus på Techcollege

08-01-2026

Med vinderforslaget Samlingen tager Techcollege et markant skridt mod at skabe et nyt og sammenhængende campusmiljø...

Vis flere