- Man får mest ud af at sige ja

Det kan være en omvæltning for de fleste at bytte en tilværelse i trygge, familiære rammer i en mindre by ud med et storbyliv på egne ben. At gå fra rolige omgivelser, hvor folk i hvert fald har en idé om, hvem der bor længere nede ad gaden og hilser pænt på hinanden, til et hektisk virvar af travle mennesker, der alle bevæger sig målrettet uden at ænse hinanden.

Når man samtidigt er blot 16 år gammel og går fra at bo hjemme hos sin mor til at bo alene i en lejlighed, langt væk fra tidligere klassekammerater og veninderne hjemmefra, så er det slet ikke så underligt, at man kan komme til at føle sig lidt ensom. Faktisk så ensom, at selv øjenkontakten med en venlig medarbejder i Fitness World er nok til at løfte ens humør.

- Det lyder helt vildt ensomt, det ved jeg godt. Men jeg er vant til at se folk i øjnene og at man siger hej til hinanden, og der gik faktisk en del tid, før jeg vænnede mig til, at sådan er det ikke, når man lige går eller cykler en tur her i Aalborg.
Sådan fortæller Elisabeth Madsen. I hendes første tid i Aalborg var der flere dage, hvor hun ikke havde meget menneskelig kontakt med andet end kollegaerne på Musikkens Spisehus og ellers telefonsamtaler med moren eller veninderne. Noget af en omvæltning, når nu hun var vant til at bo i et hus med sine fire søskende og veninderne lige i nærheden. Der var altid gang i den. I lejligheden i Aalborg var der nærmest uhyggeligt stille. Så fjernsynet eller musikanlægget stod altid tændt for at skabe lidt liv.

Mavefornemmelsen var i køkkenet

Hjemme i Brøndum, små 50 kilometer vest for Aalborg, var Elisabeth nu heller ikke som de andre. Da hun som 14-årig startede som opvasker hos Himmerland Golf & Spa Resort, hvor to af hendes brødre allerede arbejdede, var det langt fra alle klassekammeraterne, der forstod det.

- De forstod ikke, hvorfor jeg ville bruge så meget tid på at arbejde, og hvorfor jeg ofte måtte melde fra til noget eller gå tidligt, fordi jeg skulle møde ind, fortæller hun om det, der blev starten på den vej, hun siden har fulgt ind i kokkefaget.

- Det blev som en slags anden familie, fordi jeg var der i så mange timer, og samtidigt var arbejdet jo spændende. Derfor virkede det heller ikke så hårdt, selvom der var skole og lektier ved siden af, fordi jeg jo bare virkelig godt kunne lide at komme der.

Faktisk var hun så glad for at være der, at da hun i 8. klasse skulle i erhvervspraktik, så var det helt naturligt at tage den i Himmerland Golf & Spa Resort også – eller ’i Gatten’, som hun selv forkorter det. Allerede der havde hun en idé om, at det helt naturlige skridt for hende var at tage kokke-uddannelsen.

- Jeg var jo glad for at komme på arbejde og følte, at jeg lærte virkelig meget hele tiden. Min UU-vejleder syntes, at jeg skulle tage på gymnasiet og at jeg var ’for god’ til at tage en erhvervsuddannelse, men det var jo at arbejde i køkkenet, der gjorde mig glad, og det var det, der gav den bedste mavefornemmelse, fortæller Elisabeth.

Så da hun i 9. klasse igen skulle i praktik, var der ingen tvivl om, at hun ville i et køkken. Køkkenchefen i Gatten kendte tilfældigvis køkkenchefen i Musikkens Spisehus og foreslog Elisabeth, at hun kunne prøve det af.

- Det lød jo vildt fedt. Jeg kendte ikke stedet – jeg kendte slet ikke ret meget til Aalborg – men det var en god mulighed for at prøve at være i et andet køkken. Og hvis jeg ikke kunne lide det, så var det jo kun en kort periode.

Flere ture fra Brøndum til Aalborg

Det er et kendetegn, man hurtigt bider mærke i: Elisabeths filosofi om at sige ja til alt, også det ukendte.

- De fleste ting kan man jo springe fra igen, hvis man ikke kan lide det. Men man finder aldrig ud af det, hvis man ikke prøver. Og der kommer virkeligt mange ting til en, hvis man bare siger ja.

En beundringsværdig filosofi – men også lidt kuriøst, med tanke på en af Elisabeths andre kendetegn. Men det kommer vi til om lidt.

For Elisabeth sagde – selvfølgelig – ja til at komme i praktik i Musikkens Spisehus, selvom det var en lang tur fra Brøndum til havnen i Aalborg.

- Men det gik virkelig godt, og da praktikken var slut, spurgte de, om ikke jeg kunne tænke mig at komme ind og hjælpe fra tid til anden, når der var travlt med koncerter og sådan. Og det kunne jeg da!

Så turen fra Brøndum til Aalborg blev taget flere gange, mens Elisabeth stadig var ved at færdiggøre 9. klasse. En dag spurgte køkkenchefen nærmest henkastet, om Elisabeth var begyndt at lede efter lejlighed i Aalborg.

- ’Aaarh, lejlighed i Aalborg’, tænkte jeg. Jeg var ikke engang fyldt 16 år endnu, husker Elisabeth.

Køkkenchefen kunne åbenbart se, at hun undrede sig lidt over spørgsmålet, så han uddybede:

- Ja, jeg regner jo med, at du skal starte i lære her.

Og Elisabeth, hun sagde endnu en gang ja, og så var det bestemt; Elisabeth skulle begynde i ny mesterlære.

Heste, trommer og grydeskeer

Det var dog ikke uden en vis mængde bekymring. At hjælpe til i køkkenet var én ting. Men nu skulle hun stå i lære. Som rigtig kok.

- Jeg fik den her frygt for at finde ud af, at jeg slet ikke var god nok. Selvom jeg jo godt vidste, at de syntes, at det gik godt, for ellers ville de jo slet ikke spørge mig, så tænkte jeg alligevel nogle gange, at jeg slet ikke… Ja, var god nok.

Det er det andet kendetegn ved Elisabeth; en tvivl på egen tilstrækkelighed, selv når hun ved, at hun faktisk er god til noget. Den har hun mærket flere gange – men den får ikke lov at afskrække hende fra at sige ja.

- Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg bliver sådan. Det er kun, hvis der er noget, jeg rigtigt gerne vil eller godt kan lide. Så kan jeg godt få en idé om, at jeg ’bare’ er Elisabeth fra Brøndum, og hvorfor skulle jeg være god nok?

Måske er det netop den tilbagevendende tvivl på egne evner, der samtidigt driver hende til hele tiden at ville være bedre, hele tiden at ville mane den tvivl i jorden. Måske det er derfor, hun søger at presse sig selv og siger ja til i hvert fald de fleste udfordringer.

- Jeg er nok et konkurrencemenneske. Jeg kan godt lide den følelse, når der er noget på spil. Så er der den her stemme inde i hovedet, der siger ’nu er det fandeme nu!’. Og så kan det godt være, at jeg samtidigt tænker, at de andre er bedre end mig, men jeg giver alt, hvad jeg har.

Stemmen har hun hørt flere gange. I folkeskoletiden var hun til flere ridestævner. Der var stemmen der. Senere har hun spillet trommer, og til musikkonkurrencer kom stemmen igen. Sammen med tvivlen. Men stemmen vandt. Hver gang.

Men hverken tvivlen eller stemmen fik meget tid til at indfinde sig henover den sommer, hvor hun lige skulle afslutte folkeskolen, finde lejlighed i Aalborg og på alle måder gøre sig klar til et nyt liv med egen adresse et godt stykke fra alt, hvad hun havde kært.

Heldigvis havde hun stor opbakning hjemmefra. Selvom det må være noget af en besked at få, at ens 15-, snart 16-årige datter ville flytte ind til byen i egen lejlighed, så var der kun opbakning.

- Det hjalp mig også at vide, at hvis det hele gik galt – hvis jeg fandt ud af, at det slet ikke var mig, eller at jeg ikke var god nok – så var der jo et værelse derhjemme, som jeg altid kunne tage hjem til.

Et nyt køkken, en ny familie

Hun har ikke indtaget værelset derhjemme igen. Heller ikke selvom starten på egne ben i Aalborg var svær. Som beskrevet i indledningen, så var der dage, hvor hun savnede menneskelig kontakt. Hvor øjenkontakten med en medarbejder i Fitness World syntes velkommen i ensom tid.

I lejligheden var der stille. Der var selvfølgelig masser af støj udenfor – som hun heller ikke havde været vant til – men der var ingen søskende, ingen mor eller veninder, der altid var lige i nærheden. På arbejde var kollegaerne alle mindst et par år ældre end hende.

- Og jeg kendte jo ikke rigtigt noget til Aalborg. Jeg kunne vejen ud til Musikkens Spisehus fra busstationen, og så kunne jeg finde ind til centrum. Og det var det. Så jeg havde ærlig talt ikke en skid at lave.

Men præcis som i Gatten, så blev også kollegaerne i Musikkens Spisehus hurtigt en slags anden familie efter de mange timer tilbragt sammen. Og Elisabeth blev hurtig en del af det sociale liv uden for arbejdstiden.

Veninderne kom på besøg. Bussen blev taget hjem til mor i Brøndum eller far i Hadsund på nogle af fridagene. Og livet i Aalborg blev lige så stille… Et liv.

- Jeg er virkelig glad for, at jeg startede i ny mesterlære, fordi jeg jo vidste, hvad det var, jeg ville, og så er det jo bedre at få den ekstra tid på arbejdspladsen i stedet for at sidde på et grundforløb. Men…

Elisabeth vejer sine ord. Tænker over dem på forhånd, sikrer sig, at hun får sagt det, hun mener.

- Jeg gik måske glip af noget socialt på den måde, at jeg jo ikke mødte en masse andre unge, der lige var begyndt på uddannelsen.

Hun fortryder dog på ingen måde, at hun startede i ny mesterlære. Det er jo i køkkenet, hun er glad. Og da hun endelig kom på skole til første hovedforløb, var der heller ikke gået noget tabt socialt. Hun fandt hurtigt sammen med de andre; de havde jo alle mindst én fælles interesse.

Pressede sig selv og tiden

Elisabeths første ’rigtige’ besøg på skolen var, da hun skulle til sin afsluttende grundforløbsprøve. Det var også her, hun blev spurgt, om hun kunne tænke sig at blive en del af skolens konkurrencehold. Der er ikke mange point på højkant for at gætte, hvad Elisabeth svarede.

- Det lød jo fedt, selvom jeg også godt vidste, at det nok ville blive hårdt. Men da jeg skulle ind til første træning… Ja, der kom tvivlen igen. Jeg kunne se, hvor gode de andre var, og jeg tænkte, at jeg slet ikke var god nok. Jeg sejlede rundt i køkkenet, som jeg jo ikke rigtigt kendte. Men jeg ville ikke give op.

Og da beskeden kom, at Nordjyske Mesterskaber for kokke- og elevtjener ventede lige om hjørnet, var Elisabeth selvfølgelig også klar – på sin egen måde med lige dele lyst og tvivl.

Så hun gik i træning. Hun satte en menu sammen ud fra de på forhånd givne kriterier. Gik all in på blandt andet en isdessert, der ville blive svær overhovedet at kunne nå at fryse ind på den tid, der var til rådighed til selve konkurrencen. Vo intet vover.

- Jeg tænkte, at de andre var meget bedre end mig, så jeg var nødt til at presse mig selv så meget, som jeg overhovedet kunne, hvis jeg skulle have en chance.

Idéerne blev vendt og drejet med kollegaerne på Musikkens Spisehus. Og da dagen for konkurrencen endelig oprandt, følte hun, at hun havde så god en plan, som hun nu kunne have. Det er nemlig det tredje store kendetegn ved Elisabeth; hun kan godt lide at have styr på tingene, orden i dem. Hun vil ikke gøre noget halvt. Perfektionist, vil hun godt gå med til at kalde det. I hvert fald på arbejde.

Men tvivlen satte ind. Selv stemmen, der sagde ’nu er det fandeme nu’, kunne ikke helt overdøve tvivlen.

- Jeg kunne jo se rundt og syntes, at de andre klarede det meget bedre og så ud til at have mere styr på det hele end mig.

Sejre er bedste middel mod tvivlen

Hvis man er i tvivl om hendes perfektionisme og ordenssans, så vil denne lille detalje sikkert være overbevisning nok:

Til konkurrencen vandt Elisabeth hygiejneprisen for sin orden og renlighed under og efter madlavningen – uden hun overhovedet vidste, at der var sådan en pris. Det var altså ikke en indsats i et håb om at vinde noget. Det er bare sådan, hun arbejder, sådan, hun vil have det.

Det gik også ganske fint med resultatet af selve mesterskabet. Med roser fra dommerne nærmest for store til at skrive her blev Elisabeth kåret som Nordjyllands bedste kokkeelev. Til hendes egen overraskelse.

- Jeg føler jo altid, at jeg bør kunne gøre det bedre. Det gik ret godt, fordi jeg havde fået planlagt tiden godt, så der også var tid til at sørge for detaljerne. Men alligevel var jeg overrasket, fordi jeg jo så rundt på det andre og tænkte, at de gjorde det endnu bedre.

Dommerne var bare ikke enige med Elisabeth og unævnte hende som vinder. Og det er følelse, den unge kokkeelev aldrig bliver træt af.

- Jeg elsker at vinde, fordi det er den bedste måde at dæmpe tvivlen på mig selv. Den kommer nok tilbage næste gang, jeg står over for noget nyt, og så må jeg jo tage den derfra.

Heldigvis kommer stemmen helt sikkert også igen. ’Nu er det fandeme nu’. For Elisabeth bliver ved med at sige ja til de nye udfordringer, der må komme hendes vej.

Hun vil gerne deltage ved Young Chef. Hun vil gerne prøve sig af med Skills. Hvis hun altså får chancen. Det er op til konkurrenceholdets træner at bestemme. Men hvis de spørger, så siger hun ja. Selvfølgelig.