Første lærlinge var en øjenåbner for SoftControl

 

- Skolen er god til at tage de teknologier, som industrien bruger, og give eleverne en masse hands-on erfaring.
Ordene kommer fra Kim Jespersen, CEO hos SoftControl i Vodskov, og handler om elever fra datateknikeruddannelsen ved TECHCOLLEGE. Ordene faldt, da Kim Jespersen holdt oplæg om sine erfaringer med at tage elever til Mesterarrangement for datateknikeruddannelsen på TECHCOLLEGE.

Kim Jespersen var egentlig ikke interesseret i at tage elever. Faktisk søgte han to softwareudviklere, da han blev kontaktet og spurgt af lærepladskonsulent Majbritt Skovgaard Laursen, om ikke det lige så godt kunne være to datateknikerelever.
- Nu er jeg selv ingeniør ude fra Aalborg Universitet, så jeg synes, det er vigtigt at have styr på matematikken og fysikken bag løsningen, fortalte Kim Jespersen de cirka 20 mestre, der var samlet til Mesterarrangementet, og uddybede:
- Så jeg var lidt skeptisk, men okay – jeg fik fire til samtale, og tog to af dem. Og de har faktisk imponeret mig i vildskab!

Kim Jespersen har flere eksempler på løsninger, eleverne har været med til at få til at virke, og projekter de har bidraget til. Han er i dag glad for, at han trådte ud af sin comfort-zone og tog eleverne. Han kalder det ”en øjenåbner”.
- Om det så er fordi, vi har fået to topelever, ved jeg ikke, men de har gjort det godt! De er gode til at bruge værktøjerne. Ingeniører ved meget om alt det bagvedliggende, men de skal først til at lære at bruge det, og selv om jeg synes, matematikken og fysikken bag er vigtigt, så udgør det måske kun 20 % af opgaven, afrunder Kim Jespersen, som i øvrigt har været tilfreds med samarbejdet med TECHCOLLEGE i forbindelse med godkendelse, at udvælge elever og fleksibilitet om deres skoleophold.
SoftControl udvikler og leverer intelligente, tekniske installationer med online styring og overvågning af vand, varme, energi, el, alarm og meget mere.

Foruden Kim Jespersens gode erfaringer med elever bød Mesterarrangementet på flere oplæg fra TECHCOLLEGE. Lærepladskonsulent Majbritt Skovgaard Laursen fremhævede, at den seneste trepartsaftale lægger vægt på at eleverne får en underskrevet lærepladsaftale, inden de er færdige med deres grundforløb. En fordel for virksomhederne er, at de så også kan have deres kommende elever i ulønnede praktikophold i løbet af elevernes grunduddannelse.
De virksomheder, der kommer først, har desuden flere elever at vælge mellem. Selv om TECHCOLLEGE fremover vil skubbe på for at sikre tidligere aftaler, lægger Majbritt Skovgaard Laursen stadig vægt på, at det er det gode match, der er vigtigt:
- Det lange, gode samarbejde er det vigtigste – at vi får de rigtige elever ud til jer, forsikrede hun.


Seneste nyheder

Pressemeddelelse: Ny uddannelse i cybersikkerhed skal styrke virksomhedernes digitale forsvar

27-01-2026

Virksomheder i hele Danmark – og særligt de små og mellemstore virksomheder er i stigende grad truet af cyberangreb. Med lanceringen af en ny erhvervsuddannelse...

Pressemeddelelse: Techcollege modtager 2,9 millioner til grønnere undervisning fra Villum Fonden

21-01-2026

Techcollege har modtaget en bevilling på 2.960.585 kr. fra Villum Fonden til at udvikle og integrere bæredygtighed endnu stærkere i undervisningen...

Pressemeddelelse: AART Architects vinder konkurrence om nyt sammenhængende campus på Techcollege

08-01-2026

Med vinderforslaget Samlingen tager Techcollege et markant skridt mod at skabe et nyt og sammenhængende campusmiljø...

Vis flere