Kærligheden til mad blev for stor

- Mad var en hobby. Noget, jeg godt kunne lide at lave, men det skulle ikke være mit arbejde. Vil man egentlig gerne ligne sin mor så meget?

Trods insinueringen af det modsatte, så er svaret ja. I hvert fald hvis Stine Brøndum Pedersen blev tvunget til at svare på sit eget spørgsmål nu.

Sådan er det da i hvert fald gået, for mens tanken om at ende med at leve af at lave mad  - ligesom hendes mor -  ikke ligefrem var tillokkende, da Stine stod efter folkeskolen og skulle vælge sin videre vej her i livet, så er det nu alligevel endt med, at hun lige om lidt kan kalde sig udlært gastronom med speciale i smørrebrød og catering.

- Efter at have arbejdet med forskellige ting i nogle år indså jeg vel endelig, at kærligheden til mad var for stor - og så måtte jeg jo nok bare indrømme, at jeg lignede min mor på det punkt.

Derfor startede Stine på grundforløbet som gastronom på TECHCOLLEGE. Tanken var egentlig at blive kok, fordi… Det er jo dem, der laver mad. Men under grundforløbet blev hun præsenteret for de forskellige specialer - herunder smørrebrød og catering - og pludselig blev hun i tvivl.

- Jeg kunne godt se det tillokkende ved smørrebrød og catering, fordi det måske i virkeligheden bare passede bedre til mig. Det er ofte ikke så skæve arbejdstider, og stemningen i køkkenet er en anden - og jeg er nok et lidt for stille gemyt til at være i et køkken på en eller anden restaurant, hvor alt er hektisk og flyver om ørerne på dig, siger Stine.

Nej, så passer arbejdet i kantinen hos Cobham SATCOM, hvor Stine er i lære, hende bedre. Her er dagene planlagt i forvejen, og der kommer ikke pludselig en stor samling fulde svenskere ind, der vil have hver deres specielle version af en ret serveret.

- Vi bestemmer jo menuen i forvejen, og vi ved nogenlunde, hvor meget der skal laves. Og det kan måske lyde kedeligt, men det er faktisk lige nøjagtigt det, der gør det sjovt; fordi vi ved, hvad vi skal lave næste dag, så kan vi forberede en masse. Og så er der mere tid til at være kreativ eller innovativ med retterne på dagen.

Det må heller ikke forstås sådan, at det er en loppetjans.

- Nej, jeg tænker, at vi laver lige så meget mad - hvis ikke mere - som kokkene gør. Vi kan bare bedre planlægge det - også hvis der faktisk kommer en stor flok udefra, for eksempel til et stort møde. Så kan man jo lige gøre lidt ekstra ud af det.

Ikke et konkurrencemenneske - måske...

Det passer Stine rigtigt godt, det her med en struktureret menu og tid til at være kreativ. Og hun kommer flere gange tilbage til én person, når hun taler om, hvordan interessen for smørrebrød og cater-specialet blev vækket i hende.

-  Det var faktisk Helle, der gjorde udfaldet, fordi hun talte så godt om faget. Og så hjalp det da også, at hun mente, hun havde en læreplads til mig, hvis jeg ville den vej.

‘Helle’ er Helle Vibeke Madsen og er faglærer på gastronom-uddannelsen. Hun har prikket til Stine et par gange. Først for at fortælle hende om alle fortræffelighederne ved at vælge smørrebrød og catering. Siden for altså at lokke lidt med en læreplads. Og sidst for at spørge Stine, om hun kunne tænke sig at deltage ved DM i Skills.

- Jeg er egentlig ikke så meget et konkurrencemenneske. Det var jeg nok, da jeg var yngre - men jeg har en lillebror, der er utroligt meget konkurrencemenneske, og så måtte jeg jo lige dæmpe mig selv lidt, så det ikke gik helt galt, siger hun med et grin.

- Men jeg kan godt lidt at prøve mig selv af. At konkurrere med mig selv, kan man sige. Så derfor tænkte jeg, at det kunne være meget fedt at prøve. Og så var det jo en kæmpe læringsmulighed, hvor jeg fik en masse individuel tid med læreren, så det ville da være dumt at sige nej til.

Konkurrencegenet blev om muligt endnu mindre, da hun kom frem til Næstved, der var årets værtsby for DM i Skills. For modstanderne snakkede lystigt om de tidligere års DM i Skills, regionsmesterskaber eller andre konkurrencer, hvor de forskellige havde været med.

- Jeg kunne godt fornemme, at jeg var lidt af en underdog, når jeg kom der og ikke havde været til andre konkurrencer. Men det gjorde mig egentlig bare rolig, fordi det dæmpede forventningerne.

Det var der dog ingen grund til, og ikke bare kvalificerede Stine sig til finalen, hun endte også - til sin egen overraskelse - med at blive kaldt op på scenen for at blive gratuleret af Lars Løkke Rasmussen som en af vinderne af DM i Skills 2019.

- Min far sagde bare: “det kan hun f….. ikke lide at skulle derop” - og det havde han helt ret i.

Stine kalder sig selv lettere introvert. Hun har ikke noget imod eksempelvis at møde nye mennesker - men hun er heller ikke den, der lige render hen til folk og hilser på, hvis ikke hun kender dem.

- Og jeg havde det helt ærligt lidt sådan… Er det her nu også nødvendigt? Altså, jeg var virkelig stolt over at have vundet, men altså… Var det virkelig nødvendigt at skulle op og fejre det på den måde foran alle de mennesker?

Men hun gjorde det. Med målrettet blik lukkede hun publikum ude og vandrede op på scenen, hvor statsministeren og de andre vindere ventede.

- Det var på en måde helt sørgmodigt. Det var et halvt år af mit liv, jeg havde brugt på at blive klar til konkurrencen, og nu var det ovre. På den bedste måde, selvfølgelig, men det var alligevel lidt trist, faktisk.

Den sidste, store finale

Om lidt venter endnu en finale af en slags. I midten af juni står den på svendeprøve, og mens man kunne foranlediges til at tro, at det ville være en let omgang for Danmarks bedste smørrebrød og catering-elev, så er Stine overhovedet ikke rolig ved det.

- Nej, jeg er faktisk ret nervøs allerede. Det er jo dagsformen, der er afgørende. Det nytter ikke at være dygtig, hvis ikke man kan levere, når det gælder.

Det lyder næsten som om, hun snakker om finalen ved DM i Skills.

- Ja, men der blev jeg jo bare ved med at fortælle mig selv, at det i det mindste ikke var svendeprøven, siger hun med et grin.

- Det var jo bare en konkurrence. Hvis jeg ikke vandt, så var det bare ærgerligt. Men hvis jeg ikke klarer svendeprøven…

Hun lader slutningen på den sætning svæve usagt i luften, inden hun slår den hen.

- Nej, jeg er nu ikke nervøs for at dumpe. Men jeg vil jo også gerne gøre det godt, få en god karakter - selvom jeg godt ved, at det ikke betyder noget. Men det gør det nok lidt for mig selv.

Det var det med at konkurrere mod sig selv. Hun har nemlig ret. Karakteren betyder ikke det store, for fremtiden er allerede på plads. I hvert fald den umiddelbare. Når uddannelsen er i hus, har hun lavet en aftale på i første omgang et halvt år om at fortsætte hos Cobham SATCOM. Måske det bliver fast. Måske hun skal finde noget andet. Hun er glad for at være der, men hun er også bevidst om, at det at være fastansat er noget andet end at være i lære.

Men skulle lykken ikke være gjort i Pandrup, så lader hun sig ikke slå ud af det.

- Jeg har egentlig haft en idé om, at jeg gerne ville ud at sejle, arbejde i køkkenet på et skib. Jeg så en dokumentar engang, og det virkede bare fedt. At arbejde i et lille team, hvor dagen er intensiv. Og så fri i en periode. Men jeg ved ikke rigtigt…

Hun sukker næsten helt, inden hun trækker vejret ind og retter sig lidt op.

- Jeg er ærlig talt nok bare lidt træt. Det sidste halve år har været hårdt med træning til DM i Skills, arbejde, svendeprøve. Det er faktisk nok det, jeg glæder mig mest til, når svendeprøven er slut: at få en normal hverdag igen med nogle faste rutiner. Sove, arbejde, fri. Det bliver skønt.