Kosmetikerne mangler den sidste finish inden DM i Skills

 

Fredag skal Celina Bjerring Bang, der er i lære hos House of Wellness, og Sophia Munk Nielsen, der er i lære hos Beauty By Munk, i vælten ved DM i Skills, når kosmetikernes konkurrence går i gang. Og selvom det jo på mange måder er lige om lidt, så bliver der stadig trænet til den helt store guldmedalje.

- Jeg tror egentlig, at jeg er nogenlunde klar. Jeg er i hvert fald nok ved at være så klar, som jeg bliver. Nu har vi øvet alle disciplinerne nogle gange, og... Ja, så må det jo gå, som det går, lyder det fra Sophia, mens hun koncentrerer sig om at få neglelakken til at sidde ordentligt på hendes model, Jasmin.

Ved siden af sidder Celina og er i gang med det samme på hendes model, Emma. Udfordringen for de to deltagere er, at de - ifølge reglerne - selvfølgelig må træne disciplinerne på deres modeller alt det de vil, men i de sidste fire uger op til selve konkurrencen er det forbudt at lave behandlinger; det vil sige nul retning af øjenbryn, nul rensning af hud, nul ordne negle.

- Og det gør det virkelig svært at øve tingene helt ordentligt, fordi man arbejder med ubehandlet hud og negle. Så vi kan øve mange af teknikkerne, men det bliver jo ikke, som det bliver nede til konkurrencen, fortæller Celina.
- Der mangler den sidste finish - og det er jo i virkeligheden det, vi bliver bedømt på af dommerne, så...

Formiddagen er gået med at øve aftenmakeup; den sidste af de tre discipliner udover manicure og bryn/vipper - og i virkeligheden den, Sophia glæder sig mindst til.

- Det er bare så... Det er det, jeg føler, jeg har mindst styr på, og jeg synes bare ikke rigtigt, at det bliver helt godt, fortæller hun.
- Men i dag gik det da meget godt, skyder modellen Jasmin ind.
- Ja, men... Til gengæld glæder jeg mig meget til bryn og vipper. Den sidder lige i skabet, slutter Sophia.

Og hvis du sidder og tænker 'gad vide, hvad Celina glæder sig mest til', så er svaret enkelt:

- At det er overstået!

Efter et nervøst grin er hun dog knap så pessimistisk.

- Nej, jeg glæder mig til oplevelsen. Men det er bare så svært at vurdere, for nogle gange går det sygt godt, og andre gange går det virkelig skidt. Så nu må vi se. Det bliver i hvert fald spændende.


Seneste nyheder

Danmark vinder VM guld i håndværksfag i 13 år

23-09-2024

Oscar Dahl Nielsen fra Aalborg skal dyste til WorldSkills

09-09-2024

Magnus Skov Nielsen fra Tårs skal dyste til WorldSkills

05-09-2024

Vis flere