Casper og Tobias fra Aalborg modtog henholdsvis bronze og sølv ved EM for unge faglærte i Herning.
Ved afslutningsceremonien i Jyske Bank Boxen i Herning lørdag aften blev det afsløret, hvem der kunne kalde sig Europas bedste unge faglærte – og Techcollege var flot repræsenteret på podiet.
Casper Kærvang Pedersen, elektriker hos Øgaard A/S El, modtog bronze i konkurrencen Electrical Installations, mens Tobias Kjærgaard Madsen, lastvognsmekaniker hos MAN Nordjylland A/S, modtog sølv i Bus and Truck Technology. Herudover fik personvognsmekaniker Magnus Skov Nielsen, også tidligere elev på Techcollege, overrakt en Medallion for Excellence. Medaljen bliver tildelt til de fagatleter, der har fået over 700 points ud af de i alt 800 point, som er mulige at opnå. Magnus opnåede dermed en flot 6. plads ud af 18 deltagere i kategorien ” “Automobile Technology”.
De tre tidligere elever fra Techcollege og har de seneste mange måneder forberedt sig målrettet frem mod EuroSkills – som er Europas største konkurrence for unge faglærte under 25 år.
Når faglighed, passion og vilje går hånd i hånd, så kan man nå helt til tops – og det er netop, hvad Casper, Tobias og Magnus beviste i Herning.
I alt modtog det danske skillslandshold hele 27 medaljer ved EuroSkills 2025. Det blev til 1 guld, 6 sølv, 6 bronze og 14 Medallion for Excellence.
Stolthed på flere fronter
“Vi er enormt stolte over, at vi har været med til at uddanne ikke bare to – men tre – unge faglærte, som har vist deres format på den største europæiske scene. Casper og Tobias har leveret medaljepræstationer på højt fagligt niveau, og Magnus har opnået en Medallion for Excellence og en imponerende 6. plads i sin konkurrence. Det bekræfter os i, at vi uddanner unge, der ikke bare matcher europæiske standarder – de sætter dem. Fremtiden er i meget gode hænder,” siger Techcolleges direktør, Søren Samuelsen.
Om EuroSkills
EuroSkills 2025 blev afholdt i Herning som værtsby – første gang nogensinde i Danmark. Over 600 unge fra 32 lande har dystet i 38 forskellige fag over tre konkurrencedage. Lørdag den 13. september kulminerede det hele i Jyske Bank Boxen med en afslutningsceremoni, hvor både medaljer, stolthed og faglighed blev fejret.

Casper Kærvang Pedersen fik en bronzemedalje i kategorien ” “Electrical Installations”

Casper Kærvang Pedersen fik overrakt bronzemedaljen til afslutningsceremonien ved EuroSkills 2025 i Jyske Bank Boxen i Herning

Tobias Kjærgaard Madsen fik en sølvmedalje i kategorien: ”Bus and Truck Technology”

Tobias Kjærgaard Madsen fik overrakt sølvmedaljen til afslutningsceremonien ved EuroSkills 2025 i Jyske Bank Boxen i Herning
Magnus Skov Nielsen modtag en ”Medallion for Excellence” og fik en flot 6. plads ud af 18 deltagere i kategorien “Automobile Technology”.

Seneste nyheder


Glenn Nikolajsen: Med faglig fordybelse og blik for detaljen
