Nyt samarbejde mellem MARTEC og TECHCOLLEGE

Flere unge skal have øjnene op for den naturlige kobling mellem en erhvervsuddannelse og de maritime videregående uddannelser. Det mener TECHCOLLEGE i Aalborg og MARTEC i Frederikshavn, som nu indgår et formelt samarbejde, der skal skabe mere synlighed om og forståelse af mulighederne. 

- Vi skal kunne levere den arbejdskraft, som Nordjylland og resten af Danmark har behov for i fremtiden, og det betyder også, at vi med stor fordel kan samarbejde med de uddannelsessteder, der udbyder videregående uddannelser. Vi har allerede formaliseret samarbejde med UCN og et på vej med Aalborg Universitet, så det følger naturligt også at se i denne retning og indlede et godt og tæt samarbejde med MARTEC, siger direktør på TECHCOLLEGE, Michael Johansson.  

- Udover naturligvis EUX-uddannelserne er fødekæden til nogle af de mest efterspurgte fag, herunder maskinmester-uddannelsen, jo også erhvervsuddannelserne som smed, elektriker, automatik og proces osv.

Konkret er målet med samarbejdet at synliggøre mulighederne for at læse videre med en EUX eller erhvervsuddannelse. Det skal bl.a. ske gennem en styrket indsats allerede i folkeskolen, hvor TECHCOLLEGE allerede er massivt til stede, men hvor der over for UU-vejledere og studievejledere skal sættes mere fokus på fordelene ved at indlede karrieren med en EUX- eller erhvervsuddannelse, der danner et naturligt grundlag for en teknisk videregående uddannelse.

Meldingerne fra industrien er meget tydelige - der bliver behov for endnu flere maskinmestre i de kommende år. Maskinmesterens har en enestående kombination af teoretisk viden og praktisk håndelag, som er ideel ift. at opnå sikker drift af tekniske anlæg samt ledelse af projekter på land og til søs. Vi ser frem til at godt og tæt samarbejde med TECHCOLLEGE, som blandt vil give deres studerende mulighed for stifte bekendtskab med de maritime videregående uddannelser, siger Pia Ankerstjerne, som er direktør på MARTEC, der udbyder en lang række maritime uddannelser, mange af dem med et teknisk islæt. 

- MARTEC ønsker at styrke samarbejdet med ungdomsuddannelserne i regionen, og vi glæder os til samarbejdet med TECHCOLLEGE. Vi supplerer hinanden godt og støtter hinandens indsatser ift. at uddanne fremtidens arbejdskraft, siger hun.

De to direktører håber, at samarbejdet på sigt både kan betyde, at flere unge vælger en EUX- eller erhvervsuddannelse, og at flere også vælger en maskinmesteruddannelse, da det er et af de fagområder, hvor beskæftigelsen i dag er højest og efterspørgslen størst.

- Den her myte med, at en smed er en smed, og han er en smed resten af livet, det vil vi gerne gøre op med, forklarer Michael Johansson:

- Sådan er verden ikke længere, og det er væsentligt at gøre både unge og forældre mere opmærksomme på, at en erhvervsuddannelse og EUX også er en oplagt vej at gå, hvis man ønsker at læse til fx maskinmester el.lign. Vi vil også trække vores elever op på MARTEC for at se virkeligheden der og møde underviserne. Vi har desuden tanker om et skræddersyet forløb på MARTEC for vores lærlinge på den sidste del af uddannelsen, hvor de kan få et endnu bedre indblik i nogle af de muligheder, der er for at læse videre.   

I praksis er der fysiske rammer som værksteder og laboratorier, hvor de to uddannelsessteder vil kunne supplere hinanden. Det gælder særligt et videnscenter for automatik og robotteknologi, som er under etablering på TECHCOLLEGE, ligesom der på sigt er planer om forsknings- og udviklingssamarbejde eller samarbejde om fx at udvikle undervisningsmateriale sammen. 


Seneste nyheder

Techcollege har iværksat samarbejde med Nordjyllands Politi på baggrund af trussel

05-12-2024

Byggeriets Faglærerpris 2024 går til vores engagerede faglærer-team på EUD 8/9

26-11-2024

Techcollege modtager donation på 108 mio. kr.

21-11-2024

Vis flere