Fra HTX over Australien til et islandsk værksted

Erkendelsen af ikke at have regnet den ud er ikke det samme som nu at have regnet den ud. Det måtte Andreas Steffensen sande, da han i starten af sit andet år på HTX fandt ud af, at det indtil videre stensikre mål om at blive maskinmester nok nærmere var et vildskud. Hvad målet så skulle være, det vidste han ikke. Så derfor fortsatte han på HTX, selvom han altså havde næsten to år tilbage.

- Nu var jeg jo i gang alligevel, så kunne jeg lige så godt færdiggøre det. Jeg tænkte, at uanset hvad jeg fandt ud af, så var det nok ikke helt skidt at have gjort gymnasiet færdig, fortæller Andreas Steffensen.

På den måde havde han jo tid til at finde ud af, hvad han så gerne ville. Men en ny drøm åbenbarede sig bare ikke, og derfor stod Andreas pludselig med en studentereksamen og ingen idé om, hvad der nu skulle ske.

- Jeg var måske også en smule træt af at gå i skole, så jeg tog et sabbatår. Både for at finde ud af med mig selv, hvad jeg egentlig gerne ville, men også for at få noget ny energi og nogle andre input, fortæller Andreas.

Overskud downunder

Han besluttede sig for, at den energi og de input ikke kom dumpende ind ad døren af sig selv, mens Andreas rendte rundt derhjemme. Derfor rejste han tæt ved så langt væk fra 'derhjemme', som han overhovedet kunne komme.

- Australien er bare et fedt og kæmpe stort land, hvor der er så meget at se og opleve – og mange ting, man ikke lige kan opleve i Danmark. Man kan finde lidt arbejde i nogle uger, rejse lidt videre og opdage nye sider af landet, som er helt anderledes end det, man lige har set.

 Det var på et tidspunkt under tilbagelægningen af de mange kilometer downunder, at Andreas besluttede sig for, at der nok var en idé i at tage en mekanikeruddannelse.

- Jeg har, som så mange andre drenge, altid haft en passion for biler. Jeg har bare aldrig haft en skid viden, fortæller han med et grin.

Det er jo heldigvis det, uddannelser er til for, så tilbage i Danmark fik han tilmeldt sig personvognsmekanikeruddannelsen på TECHCOLLEGE.

Pludselig bankede Kaj på døren

Grundforløbet kom og gik, uden Andreas fandt sig en læreplads. Han indrømmer selv, at han nok heller ikke var verdens mest aktive i forhold til at søge.

- Jeg søgte selvfølgelig praktikpladser, men der var ikke bare lige ét sted, hvor jeg tænkte ’det her lyder bare perfekt’. Så nogle af ansøgningerne var måske en smule halvhjertede, fortæller Andreas.

- Efter et år i Australien, hvor jeg rejste rundt og arbejdede forskellige steder, så havde jeg måske lidt svært ved at se mig selv på ét værksted i Danmark i flere år frem. Det havde tændt en rejselyst i mig, som jeg havde svært ved helt at komme af med.

Om man tror på skæbnen eller ej, så tilsmilede lykken i hvert fald Andreas. Han startede op i skolepraktik, men kort efter bankede Kaj Thybo, der er international koordinator på TECHCOLLEGE, på døren ind til lokalet, hvor personvognsmekanikerne sad.

- Er der ikke en af jer friske elever, der kunne tænke sig at prøve at komme i praktik på Island, spurgte han.

- Jeg vidste intet om Island på forhånd. Jeg havde da set nogle billeder, men jeg vidste intet om landet, befolkningen eller andet. Det lød bare spændende, så jeg var stort set klar på at tage af sted med det samme.

At falde til i et nyt land

Sådan blev det. Andreas satte sig, med egne ord, ombord på et fly uden nogen idé om, hvad der ventede ham. Det tog dog ikke lang tid for Andreas at finde sig til rette i de nye omgivelser, og allerede to uger inde i den indledende prøveperiode var han sikker.

- Jeg var vildt glad for det og ville gerne blive, men det kan jo være lidt svært at mærke, om mester har det på samme måde. Heldigvis trak han mig forholdsvis hurtigt til side og fortalte, at han godt kunne tænke sig at lave en kontrakt med mig.

Det behøvede Andreas ikke meget betænkningstid for at sige ja til, og således blev prøveperioden altså vekslet til en praktikpladsaftale for i første omgang et år.

- Det er selvfølgelig svært, når man kommer til et nyt land, man intet kender til, og nye folk, man aldrig har mødt før. Men lige så stille begynder man jo at føle sig tilpas, man kommer rundt i lokalområdet og møder folk, finder ud af, hvordan alting virker. Det er alt sammen gået ret nemt, og jeg føler mig rigtigt godt tilpas heroppe.

Uanset hvor vejen fører hen...

Derfor håber Andreas da også, at han kan blive enig med mester om at forlænge aftalen, så han kan færdiggøre uddannelsen med praktik på Island. Som han siger, så er det ikke fordi, han har noget imod Danmark. Tværtimod. Han er bare opmærksom på, at der er meget mere at se og opleve i verden.

- Derfor tænker jeg også, at det nok ikke er helt dumt med en mekanikeruddannelse. De kører jo i biler i hele verden, så der er da mulighed for at prøve noget forskellige af. Uanset hvor vejen fører hen, så springer jeg på, siger han meget entusiastisk.

Der er dog én drøm, én destination, der fylder mere end noget andet.

- Jeg kunne rigtigt godt tænke mig at komme tilbage til Australien og arbejde. Jeg blev ærlig talt forelsket i landet. Det er den helt store drøm.