Elever på svampetur

 
Et billede

Hvis der er noget, der kan samle en gruppe, så er det en tur i skoven for at finde svampe. Det er ræsonnementet bag den årlige svampetur, hvor grundforløbseleverne på gastronom-, receptionist, tjener-, gourmetslagter- og bageruddannelserne bliver sendt i Lundby Krat, hvor den står på en tur igennem det kuperede terræn for dels at finde svampe, dels at løse en række studierelevante opgaver.

Ja, det at finde svampene er da også en af opgaverne, for eleverne skal koncentrere sig om at finde de svampe, der kan spises. Om svampen herunder kan det, vides ikke, men den må under alle omstændigheder vinde prisen for dagens største fangst.

undefined

På en rute gennem Lundby Bakker og Lundby Krat, hvorom der i øvrigt hersker en del uenighed om længden - nogle snakkede cirka tre kilometer, andre mente, at der var mindst fem kilometer, mens andre igen sammenlignede det med en gængs bjergetape i Tour de France - traskede de gæve elever fra post til post, hvor de hvert sted blev stillet over for en ny udfordring.

For eksempel blev de bedt smage på en ... pastasalat? ... af en art, hvor de så skulle nævne så mange af de 21 ingredienser, retten bestod af, som muligt. Der blev smasket, der blev snuset, der blev rodet med fingrene - på fingrenes ejermænds egne skeer, bare rolig - og der blev gættet på liv og løs.

undefined

Derudover skulle eleverne blandt andet også snuse - og KUN snuse - sig frem til hvilke fem alkoholiske væsker, der var hældt op i de dertil hørende fem glas sirligt placeret på en bænk nogenlunde i tørvejr på en ellers ganske regnvåd dag i det grønne.

Der skulle gættes krydderier, sættes eksempler på de fem grundsmage og så skulle der gives et bud på renheden af chokolade. Ja, det var en smagstest.

For at det hele ikke gik op i smags- og lugtesansen, mødte eleverne også en anonym sort sæk, de blev bedt om ganske blindt at stikke hænderne ned i. Og selvom de blev forsikret om, at sækken kun husede frugter, var det alligevel med en smule frygt, at eleverne lod hænderne sænke ned i dybet for at føle sig til en lagkageingrediens.

undefined

For hver opgave, der blev løst tilfredsstillende, blev holdene tildelt en ingrediens til en lagkage. Og ved vejs - eller skovstiens - ende skulle de så kreere netop en lagkage ud fra de ingredienser, de havde gjort sig fortjent til undervejs.

undefined

Alle opgaver - inklusive svampeindsamlingen og lagkagebygningen - gav point, og til slut skulle der selvfølgelig kåres en vinder.

Og den samlede vinder af Svampeturen 2019 blev ... Bagerholdet!

Et stort tillykke herfra, og så håber vi, at alle blev tørre, mætte og glade - inden dagen var omme blev der nemlig budt på blandt andet hjemmelavede pølser med brød. Og de smagte godt!

Se flere billeder fra dagen herunder.

 

Seneste nyheder

Techcollege har iværksat samarbejde med Nordjyllands Politi på baggrund af trussel

05-12-2024

Byggeriets Faglærerpris 2024 går til vores engagerede faglærer-team på EUD 8/9

26-11-2024

Techcollege modtager donation på 108 mio. kr.

21-11-2024

Vis flere