BOCUSE D’OR OG MICHELIN-STJERNER SKAL SELVFØLGELIG INSPIRERE – MEN DEN DYGTIGE KOK SKABES AF MÅLRETTET UDDANNELSE OG RESPEKT FOR RÅVARERNE, POINTEREDE BOCUSE D’OR-VINDEREN FOR 200 BEGEJSTREDE FREMMØDTE PÅ TECHCOLLEGE. MANGE SKULLE BAGEFTER HAVE AUTOGRAFER I DERES KOGEBØGER.
Paradoks: Mens de mest kendte kokke nærmest nyder rockstjernestatus, så efterlyser landets og Nordjyllands spisesteder samtidig i den grad uddannede kokke, tjenere m.fl. Kokkemanglen vil Bocuse d’Or-vinderen Kenneth Toft-Hansen med sit eksempel for bl.a. tidens elever gerne være med til at afhjælpe.
Begejstring - og også benovelse - fornemmede man derfor mandag middag, da Nordjyllands store erhvervsskole TECHCOLLEGE i Aalborg tog imod Nordjyllands nu verdensberømte kok og vært på Svinkløv Badehotel. Her stod forventningsfulde kokke- og tjenerelever og skolens lærere og ledelse tæt for at hylde den sindige ”kokkerockstjerne”. Det skete med taler, klapsalver og bobler samt elevernes egne små kreationer ud i kanapéer m. krydderpate, løgpølse plus blinis med stenbiderrogn og kransekagekonfekt.
Kenneth er i branchen kendt som et superseriøst men også beskedent menneske, der helst ikke placerer sig selv i rampelyset – rockstjerne eller ej. Den røde løber foran hovedindgangen kunne skolen derfor have sparet sig. Kenneth kommer ofte på kokkeskolen og tog hjemmevant bagindgangen.
”De sidste ugers intense interesse har været overvældende med al den venlige hyldest fra nær og fjern. Rigtig rart er det imidlertid at være netop her blandt mine egne og ikke mindst blandt dedikerede elever, der drømmer om at servere god mad,” sagde Kenneth, da det var blevet tid til fotografering og at skrive autografer i elevernes kogebøger.
Man kommer langt på…
I sin tale forinden fremhævede TECHCOLLEGE’s uddannelsesdirektør Marianne Holmsgaard selvfølgelig Kenneth som det lysende eksempel på, hvor langt man kan komme på kombinationen talent, jernvilje og grundighed, og at Nordjylland skal være et sted, hvor man rejser hen for at spise godt:
”Din indsats og dit hårde slid og prestigefyldte titel har enorm værdi for turismen, men du er også en stor inspirationskilde og rollemodel for de unge lærlinge. Jeg tror og håber, at din sejr kan få flere nordjyder til at vælge gastronomien. Vi har flere elever på skolen end sidste år, men vi kan godt bruge endnu flere,” sagde uddannelsesdirektøren bl.a.
Kenneth gav fra podiet et grundigt indblik i, hvor store og langvarige forberedelser hans team havde gjort for Bocuse d’Or. 7 dage om ugen tre måneder i træk alene før finalen, fik de unge mennesker forklaret. Og reelt målrettet siden 2002, da Kenneth første gang stillede op til et elev-DM og blev nummer to.
Men så var alt ned til de røgede snegleæg og hvor meget stegesmag, der måtte være i stegeskyen også fintunet og stresstestet på andre mesterkokke som Jens Peter Kolbeck og Bo Bech - udover mentoren Rasmus Kofoed.
”Det starter med respekt og glæde for at arbejde med den gode råvarer. Vi skal turde og elske vores fejl, før vi oplever udvikling. Enten det er en rødbederose, som den jeg arbejdede på til Bocuse d’Or, eller syltet rødbede, som den vi nyder i hverdagen, så er udgangspunktet den gode råvarer, og hvordan vi håndterer dem. De gode kokke, der holder i mange år, nyder og forstår værdien af dette arbejde.” sagde Kenneth bl.a.
Fortælling inspirerede
Blandt de mange fremmødte var kokkeelev Nikki Kjeldgaard Sherman fra Restaurant Sejlet i Nibe, der selv skulle have en autograf.
”Bare spændende at høre, hvor hårdt der skal arbejdes, men også, at en mand som Kenneth gerne fortæller, at han også laver fejl og lærer af dem. Det vil jeg også gerne,” sagde hun.
En anden af de fremmødte var 21-årige Faruk Ismael, der er elev på Brøndums Hotel i Skagen:
”Jeg kan også godt drømme om en gang at kunne stille op i sådan nogle konkurrencer. Så er det jo interessant at høre, hvor meget der skal til. Sejt at Kenneth tager sig tid til os,” sagde han.