Livet som elev

 

På Techcollege er der plads til alle 

Når du er elev på Techcollege, er der mange veje du kan vælge af gå. Alle uddannelser har dog det til fælles, at det er unge mennesker, der samles om det de brænder for. Og hvor der er unge mennesker, er der liv og socialt fællesskab. 

Mød Anna, Marcus, Ziff og Olivier, der alle er elever på Techcollege. Hør om livet som elev, hvorfor de valgte deres uddannelse, hvad der er særligt ved at gå på lige præcis Techcollege, og hvilke råd de vil give til kommende elever, der overvejer en EUD, EUX eller HTX-uddannelse. 

En uddannelse med mening 

Første skridt på vejen til en hverdag på Techcollege er selvfølgelig at vælge en uddannelse, der passer lige præcis til dig og dine interesser. Marcus på 18 år, der til daglig læser Innovation og Teknologi på HTX, følte at en uddannelse på Techcollege gav ham de bedste muligheder for at dyrke sine interesser:  

Jeg synes den innovative tankegang er virkelig spændende, så en uddannelse på HTX passede godt til mig. Teknologi og innovation er to fag, der fanger mig, og det var ikke fag jeg så udbudt på andre gymnasiale uddannelser. Derfor blev det HTX.”  

Anna på 18 år, der til daglig også læser på HTX – dog på Industrielt Design -, er enig i at HTX havde et udbud af uddannelser, der bedst matchede hendes interesser:   

Jeg valgte HTX med Industrielt Design fordi jeg synes det var fedt, at det var målrettet undervisning og at der var indlagt en kreativ tilgang og tankegang til studiet. Her får man virkelig lov til at tænke ud af boksen samtidig med at man arbejder i grupper.”  

Det er ikke kun på HTX, at man kan finde en uddannelse, hvor gruppearbejde og muligheder udover den klassiske boglige uddannelse findes. Ziff på 20 år er ved at tage en EUD som maler på Techcollege, og her fandt hun et sted, hvor hun kunne omdanne sin personlige interesse til en karriere:   

Vi har haft forskellige renovationsprojekter derhjemme, hvor jeg har været med inde over. Derudover har jeg også været med til at male for familie og venner, hvor jeg altid har fundet det interessant og generelt kan jeg godt lide det. Så maleruddannelsen var en mulighed for at følge den interesse.”   

Det samme gjorde sig gældende for Olivier på 17 år, der er ved at tage en EUX som personvognsmekaniker på Techcollege. Før han startede på sin uddannelse, havde han også haft håndværket i hænderne og mærket, at det pustede til en faglig interesse i ham:   

Jeg har altid haft en interesse for biler og det at være personvognsmekaniker. I en periode skulle der repareres meget på vores egen bil, hvor jeg fulgte med på sidelinjen og selv fik håndværket i hænderne. I den forbindelse fandt jeg ud af, det var et fag jeg brændte for, og derfor uddanner jeg mig nu til personvognsmekaniker.” 

Sammen om et fælles tredje 

En fælles kærlighed for faget har også været startskuddet for et større, socialt fællesskab. Som Marcus fortæller, har alle valgt at være her og truffet et bevidst valg ud fra personlige interesser og faglig nysgerrighed, og det kan mærkes på fællesskabet. 

Medmindre du har taget 10. klasse, så er det første gang, at du har taget et valg om hvordan din uddannelse skal se ud og hvad den skal indebære. Så alle i din klasse har valgt, at det er her de gerne vil være. Det er en fordel og noget i har til fælles, for I har alle valgt det aktivt til.”  

At man mødes om et stærkt, fælles tredje kan også mærkes på det sociale fællesskab. Det giver liv til klasserummet, og det gør det nemmere at komme ind på hinanden både socialt og fagligt. På maleruddannelsen kan Ziff mærke, at det ikke spiller nogen rolle om man er forskellige – der er stadig et godt sammenhold, og en stor interesse for at lære hinanden at kende. 

Vi har et rigtig godt sammenhold og fællesskab. I vores klasse er vi mange forskellige typer, men vi har det rigtig godt sammen alligevel. Vi er alle bevidste om, at vi har valgt at være her, og derfor prøver vi at interessere os for hinanden og hjælpe hinanden. Hvis vi f.eks. er på værksted, så sparrer vi med hinanden og hjælper hinanden med forskellige opgaver og projekter. Når vi har teori, så diskuterer vi og opsummerer for hinanden, snakker om hvad vi har fået ud af det og hvordan det relaterer sig til vores fag. Det er rigtig godt.”   

Faglighed og praksis går hånd i hånd  

Om man går på EUD, EUX eller HTX, så er der en ting, der er fælles - der er et tæt forhold mellem teori og praksis. Og det er med til at styrke det sociale fællesskab. På HTX arbejder de meget i grupper og har fælles projekter. Både Anna og Marcus er enige om, at den tilgang giver en følelse af medansvar og gruppeånd. Marcus tror på, at især gruppearbejdet giver anledning til at sparre med de andre.  

Vi har meget gruppearbejde, hvor du kan sparre med de andre på holdet. På den måde kommer du ikke til at sidde i din egen lille boble og kun fokusere på hvad der er lige foran dig. Samspillet med de andre giver nye perspektiver, for du kan sparre med andre mennesker om de tanker du får i undervisningen. Det styrker også det sociale, for man er sammen som klasse og kan være sociale rundt om undervisningen.”  

Det er Anna enig i. For hende er en hverdag som studerende på Techcollege lig med gode venner og veninder, som gør det sjovt at møde i skole mandag morgen. Gruppearbejde og den projektorienterede tilgang til undervisning er et klart plus, og det giver folk mulighed for at samles om et fælles tredje. 

Det er noget mange brænder for, det kan man virkelig mærke.”  

Også på personvognsmekanikeruddannelsen kan det mærkes, at man er fælles om en delt interesse. Der afholder de blandt andet åbent værksted en gang imellem efter skoletid, hvor man kan komme med sin egen bil og arbejde på den. På den måde bliver interessen for biler det fælles omdrejningspunkt både i skoletiden og i fritiden.  

Timerne på værksted giver en helt ny energi til sammenholdet i klasserne, og det er en gode måde at skabe en god vekselvirkning i undervisningen. Ziff er overbevist om, at timerne på værkstedet gør forskellen for hendes humør og skolegang.   

Værkstedet gør en i godt humør, det giver noget helt andet til undervisningen og tiden i skole.”  

Tæt samarbejde mellem elever og lærer  

Det er ikke kun eleverne imellem, der deler et stærkt sammenhold. Også relationen mellem eleverne og lærerne er noget særligt. På Techcollege er lærerne passioneret omkring deres fag, og den kærlighed kan eleverne mærke i undervisningen. Olivier mener, at den oprigtige interesse fra lærernes side er med til at skabe succes for eleverne.  

Hvis du viser lærerne, at du virkelig gerne vil faget, så giver de ikke op på dig. De hjælper dig med at få succes i dit fag, om det er i det teoretiske eller det praktiske. De er på vores hold. Det kræver også, at du investerer dig i skolen og undervisningen. Lærerne giver lidt ekstra hvis du selv giver lidt ekstra.”  

Det er Ziff enig i. Hun oplever, at der på Techcollege er frihed under ansvar, og at lærerne virkelig tror på ens potentiale.  

Lærerne er søde, Man kan mærke, at de hepper på en og siger, ‘du kan godt. Du ved godt, at du kan. Vi skal nok hjælpe dig igennem’.”    

For eleverne er der derfor ingen tvivl om, at det er noget af det bedste ved at være elev på Techcollege. Man bliver mødt af voksne, der hepper på en og hjælper en hele vejen i mål. Olivier er heller ikke i tvivl, når han tænker på hvilken rolle lærerne spiller i hans succes på Techcollege.   

De tænker på dig som om du er fremtiden af det her land.”  

Et socialt fællesskab, der rækker ud over undervisningen  

Det er ikke kun i en faglig sammenhæng, at sammenholdet på skolen er stærkt. På personvognsmekanikeruddannelsen bruger de også tid sammen efter skoletid, og eleverne har blandt andet arrangeret en tur ud at se hockey sammen, hvilket var en stor succes.   

På HTX forsøger Marcus’ klasse at deltage i de fleste fredagscafeer, da det styrker sammenholdet i klassen og tilhørsforholdet til skolen.   

I min klasse har vi aftalt, at vi alle forsøger at deltage i fredagscafe så meget som vi overhovedet kan. Det er her vi kan sætte os ned efter skole og hygge os sammen. Det er noget vi som klasse har valgt, at vi rigtig gerne vil deltage i og støtte op om.”  

Anna fortæller også, at der på skolen bliver afholdt idrætsdag, hvilket hun synes er en god mulighed for at lave noget socialt sammen som ikke omhandler skolen. 

Der bliver afholdt idrætsdag på HTX, hvor alle er med. Det er rigtig godt til at ryste alle sammen, og så er det også sjovt fordi det er noget andet end den normale undervisning. Man klæder sig ud og er sammen som klasse på en anden måde. Det er et fælles valg man tager sammen som klasse, og det gør noget rigtig godt for det sociale fællesskab.”  

Vær ikke bange for at sige det første ord   

Det kan være skræmmende at skulle starte på en ny uddannelse. Måske kender man ikke nogen af dem man skal starte sammen med, og måske er det et helt nyt sted man aldrig har været før. Heldigvis er alle sammen om at være nye, og eleverne fra Techcollege er heller ikke i tvivl om, at man kommer langt med et smil. Som Ziff fortæller, så skal nogen være den, der bryder isen.  

Du skal ikke være bange for at være den, der siger de første ord. Da jeg startede på Techcollege kan jeg huske den første dag, hvor vi står 4-5 mennesker på gangen og venter på at det hele starter. Der var helt stille. Så jeg ender med at spørge dem hvor de er fra, hvor gamle de er osv. Vi var jo alle nye. Så bare spørg ind. Hvis du møder dem med et smil, så får du et smil igen.”  

Det er en tilgang, som Anna er enig i virker.   

Det er vigtigt at være åben, også selvom det er nogen, der ikke nødvendigvis ligner en. Man kan jo have mange ting til fælles. Man går jo på den samme uddannelse, og er tilknyttet det samme sted. Vi er jo alle sammen unge mennesker, der tager en uddannelse. Man kan lige så godt prøve at få det bedste ud af det.” 

Der er ingen tvivl om, at livet på Techcollege er noget helt særligt. En fælles interesse for faglig stolthed er grobunden for et fællesskab, der rækker langt ud over klasseværelser og skoletimer.