TECHCOLLEGE har denne strategiske ambition vedrørende globalisering, som er gældende for alle vores afdelinger. Globaliseringsstrategien er udarbejdet af vores afdeling for globalisering i dialog med den udvidede direktion på TECHCOLLEGE, som formelt har vedtaget strategien.
Selve strategidokumentet er en beskrivelse af det overordnede formål, indsatsområderne og organisering af arbejdet med at føre strategien ud i livet.
I bilag 1 udspecificeres det konkrete, målbare handlinger der skal gennemføres på skolens EUD-side, og i bilag 3 det samme for HTX. Herudover giver bilag 2 et bud på, hvordan EUX kan gives en mere international toning, og endelig udfolder bilag 4 nogle tanker om, hvordan skolen fremover kan blive certificeret til at udbyde Cambridge engelskundervisning.
Med 44 elever i lønnede praktikophold baseret på en ansættelse direkte i udlandet i 2018 ses for tredje år i træk en stigning. Det er yderst positivt, da det er ekstra praktikpladser oveni dem, der kan skaffes på det danske arbejdsmarked. Når vi alligevel ikke når den daværende strategiplans mål på 60 PIU-aftaler i 2018, så skyldes det primært en ændring af bekendtgørelsen for dyrepasseruddannelsen i 2015. Det betød, at vi ikke længere kunne afvikle det første praktikophold i denne uddannelse i et almindeligt landbrug herhjemme eller i udlandet, og dermed faldt antallet af dyrepasserlever på PIU-ophold tilbage i 2015.
Ser man på de korterevarende, ulønnede praktikophold, så er der med 36 deltagende EUD-elever en nedgang i forhold til 2017. Det skyldes blandt andet nogle startvanskeligheder med at sende større elevhold eller hele klasser afsted på Erasmus-mobilitet. Allerede her i starten af 2019 er der kommet mere skred i tingene, så der er håb om, at vi kommer ud af dette år med en højere volumen på Erasmus-programmet.
Du kan se alle tallene for skolen samlet i TECHCOLLEGEs mobilitetsbarometer 2018.