Danmarks bedste: ”Hellere murer end student”

 
Et billede

Jeg var bare ham, der vandt over dem, der stillede op”. Sådan sagde Frederik Nielsen beskedent om sin sejr ved DM i Skills sidste år. Men nu har han gjort det igen! Vundet over dem, der stillede op til DM i Skills i 2017 – så for andet år i træk, har Frederik titlen Danmarks bedste flisemurer.

Danmarks bedste flisemurer til WorldSkills

Og ikke nok med det - i weekenden vandt han også konkurrencen om at repræsentere Danmark ved verdensmesterskabet - WorldSkills - i Abu Dhabi til oktober. Så Frederik kan nok mere end de fleste. Det gælder også til hverdag på hans arbejdsplads. Som nyudlært blev han ansat hos MTS Aalborg, hvor han også var lærling: ”Jeg er ham i firmaet, der kan udføre de dér lidt specielle ting”, fortæller Frederik og tilføjer, ”og det er fedt at være”.

Noget at falde tilbage på

Det var ellers lige ved, at Frederik ikke var blevet murer endnu. Som så mange andre forældre, syntes Frederiks, at deres søn skulle blive student. Han var erklæret egnet til gymnasiet, og det ville være godt at have ’noget at falde tilbage på’. Men Frederik lyttede ikke til sin mor. Han ville ikke spilde tre år i gymnasiet. Han ville være murer. ”Det har aldrig været mig at sidde ved et bord”, siger han, ”jeg skal ud og lave noget og ud og møde mennesker”.

Frederik Nielsen, murer, uddannet på TECHCOLLEGE har vundet DM i Skills to år i træk som flisemurer

I øvrigt giver en erhvervsuddannelse mere ’at falde tilbage på’ end en studentereksamen. Med en erhvervsuddannelse kan man både få et faglært job og søge ind på en videregående uddannelse. En studentereksamen kan stort set kun bruges til at læse videre.

Mor blev klogere

Det var, da Frederiks forældre talte med en uddannelsesvejleder, at de forstod, hvad det handlede om. ”Han sagde til mor, om det var hende eller hendes søn, der skulle vælge – det er jo ikke mine forældre, der skal sidde i det. Det er jo mig. Så det skal være noget, jeg brænder for”, fortæller Frederik.

Vennerne undrede sig

Jeg var den eneste i min klasse, der tog en erhvervsuddannelse – og de andre spurgte, hvorfor gør du det?” Frederik er stadig glad for, at han tog det valg, og vennerne har forstået og fået respekt for valget: ”I dag synes de, det er fedt, at jeg kan kalde mig Danmarks bedste – og at jeg tjener penge. Nogle af dem er jo på SU i mange år endnu”.

Danmarks bedste flisemurer Frederik Nielsen TECHCOLLEGE og M. Thomsen Skøtt i Aalborg

Gå efter det, du vil

Frederik mener, at andre bør vælge uddannelse efter samme princip som ham selv. Nemlig efter hvad man har mest lyst til: ”Man skal gå efter det, man vil – det man føler for”, siger han og uddyber: ”Det er mange år, det handler om. Der er nogle, der vælger efter, hvad der giver mange penge, eller efter hvad de andre gør – men man skal vælge, det man føler for”.

Læs mere om mureruddannelsen ved TECHCOLLEGE.

Læs også, hvordan det gik Frederik til World Skills i Abu Dhabi.


Seneste nyheder

Techcollege har iværksat samarbejde med Nordjyllands Politi på baggrund af trussel

05-12-2024

Byggeriets Faglærerpris 2024 går til vores engagerede faglærer-team på EUD 8/9

26-11-2024

Techcollege modtager donation på 108 mio. kr.

21-11-2024

Vis flere