... og så kom Corona

 

Det hele havde egentlig været ret nemt for Jacob Slot i forbindelse med udlandspraktikken i Norge.

Det var nemt at sige ja, da international koordinator Dorthe Thybo Kudsk spurgte, om ikke det lige var noget for sådan en frisk, ung EUX-tømrerelev som Jacob at prøve sig af i udlandet. Det var da trods alt noget federe end skolepraktikken.

Det var også ret nemt at falde til i det norske. Det lignede jo Danmark ret meget, og den første weekend var det endda nemt lige at tage et smut hjem til Danmark, fordi han var inviteret til en fest, som han ret gerne ville med til.

Ja, det hele var faktisk gået virkelig nemt. I den første uge. Men dårligt var Jacob landet i det norske igen oven på sin weekendtur til Danmark, før statsminister Mette Frederiksen en onsdag aften i marts gik på talerstolen og lukkede Danmark ned på grund af en ustyrlig virus, og Jacob Slot sad på sit værelse i Norge og vidste ikke helt, hvad det betød for ham og hans situation.

- Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad jeg skulle gøre. Dorthe ringede til mig og fortalte, at hun var nødt til at få mig hevet hjem, men… Jeg var jo nærmest lige kommet derop og havde faktisk ikke rigtigt lyst til at tage hjem.

Det var førnævnte Dorthe Thybo Kudsk, der ringede. Problemet var, at Jacob Slot var afsted under ordningen Erasmus+, så selvom han var i Norge og arbejdede i et norsk firma, så var TECHCOLLEGE teknisk set arbejdsgiver. Så hvis han skulle blive i Norge, så skulle han have det norske firma, Norgeshus, til at ansætte ham på en såkaldt PIU-kontrakt, hvor PIU står for Praktik i Udlandet.

- Det havde de faktisk allerede tilbudt mig, men planen var at blive på Erasmus+-ordningen som først planlagt, så vi alle var helt sikre på, at det var det rigtige at gøre. Men der blev pludselig travlt med at få ordnet alt det praktiske, så jeg kunne få lov til at blive, fordi… Ja, altså, hvad skulle jeg lave derhjemme alligevel?

Som Jacob Slot så det, så kunne han tage hjem til Danmark, hvor han ville skulle holde sig derhjemme uden at komme uden for en dør, eller han kunne blive i Norge, hvor han ganske vist også skulle blive hjemme, men her havde han i det mindste et arbejde at tage på.
- Og i Norge tog de jo også corona meget seriøst, og der blev indført alle mulige restriktioner, så jeg følte mig lige så sikker deroppe, som jeg ville have gjort herhjemme, tror jeg.

Det blev til en del opkald fra mor, indrømmer han. Nok også flere, end hvis han var taget hjem. Nu er han tilbage i Danmark, hvor han har fundet sig et værelse i Aalborg. Han er for kort tid siden begyndt på andet hovedforløb på uddannelsen, hvor den i de første par uger står på ren værkstedsundervisning, inden gymnasiefagene, der udgør en væsentlig del af EUX-uddannelsen, også finder vej i kalenderen igen.

Selvom det var en god tid i Norge og han ikke fortryder sin beslutning om at blive der under Danmarks nedlukning, så er planen nu at tage næste praktikperiode i Danmark. Og så kunne det være meget fedt at komme til udlandet igen lidt senere.

- Men jeg venter lige og ser, om de får lidt mere styr på det corona der…


Seneste nyheder

Danmark vinder VM guld i håndværksfag i 13 år

23-09-2024

Oscar Dahl Nielsen fra Aalborg skal dyste til WorldSkills

09-09-2024

Magnus Skov Nielsen fra Tårs skal dyste til WorldSkills

05-09-2024

Vis flere